Terapi for børn

Terapi for børn – op til 13 år

Mine terapiforløb med børn er skræddersyede og individuelt tilrettelagt alt afhængigt af barnets alder og behov. Fælles for alle forløb er dog, at forældrene inddrages. Terapi med børn giver sjældent meget mening, hvis ikke forældrene involveres og bakker op om forløbet. Ofte er det hjælp til forældrene, der skaber den største bedring og udvikling for barnet.

Følgende elementer kan indgå:

Indledende forældresamtale

Under den indledende forældresamtale afklarer vi problematikken og omstændighederne i forhold til barnets udfordringer. Jeg danner mig et overblik over barnets og familiens historik og vi taler om, hvordan strukturen på forløbet skal være. Begge forældre skal deltage. Det er en forudsætning, at begge forældre bakker op om terapiforløbet. Varighed 1 time.

Terapisessioner for børn

Mor eller Far bliver inviteret med til den første session, hvis barnet ønsker det. Tager det mere end et møde, at få barnet til at føle sig trygt, er forældrene naturligvis velkomne mere end en gang. Når det handler om terapi med de allermindste, kan det give mening at enten Mor eller Far er med hver gang.

Første gang skal barnet primært møde mig, se mit samtalerum og få et indtryk af, hvad det vil sige at gå i terapi hos mig. Vi taler om, hvad barnet kunne tænke sig at få ud af forløbet og aftaler, hvordan vi kommunikerer med forældrene – alt afhængigt af barnets alder.

Jeg introducerer en såkaldt Hjertebog for barnet – en slags dagbog over forløbet, som barnet skal medbringe hver gang. I Hjertebogen skriver vi om, hvad vi har talt om fra gang til gang. Vi tegner, indsætter billeder osv. Hjertebogen er barnets bog og det er barnet, der bestemmer, om forældrene må læse i den.

I terapisessionerne med barnet benytter jeg mig af samtale, leg, tegning, kreative øvelser, kropsterapi m.m. Hesteassisteret terapi kan også indgå. Varighed 1 – 1,5 time.

Terapisessioner for Mor og/eller Far

Individuelle terapisessioner med Mor og/eller Far er ofte lige så centrale, som sessionerne med barnet. Jeg oplever, at forældre til et barn i mistrivsel er bekymrede og stressede. Måske fylder skyldfølelse eller vildrede over, hvordan I bedst hjælper jeres barn. Individuelle samtaler med Mor og/eller Far har til hensigt at højne forståelsen af, hvordan jeres indbyrdes relation og egen trivsel præger jeres barn. I forældresessionerne bruger vi også tid på, hvilke konkrete tiltag i familien, der ville kunne hjælpe barnet. Et barns trivsel afhænger af de voksnes evne til at forvandle skyldfølelse til ansvar. Varighed 1,5 time.

Familiesamtaler

Både forældre og barnet deltager i en familiesamtale. Samtalen afholdes på barnets præmisser. Jeg aftaler forinden med barnet, hvordan samtalen kommer til at forløbe. Ofte er en familiesamtale en fin og smuk måde at afrunde et terapiforløb på. Varighed 1,5 time.

Skolesamarbejde

Hverdagen i skolen er en meget stor del af børns liv. Hvis barnets problematikker gør skolegang svær, tilbyder jeg – som barnets advokat – at gå i dialog med skolen og lærerteamet. Min tilgang er anerkendende, løsningsorienteret og fremadrettet. Jeg tilbyder, i samarbejde med skolen, at udarbejde handleplaner og vejlede lærerteamet til i højere grad at kunne imødekomme og hjælpe barnet i skolen. Dialog med skolen forudsætter naturligvis, at den pågældende skole er interesseret i at samarbejde med en privatpraktiserende psykoterapeut.