Psykoterapeut med livserfaring og faglighed
Mit navn er Rikke Pleidrup Winther. Jeg er født i 1972, gift med min ungdomskæreste og stolt tvillingemor til to voksne sønner. Jeg bor med min familie i Over Hornbæk ved Randers.
Jeg er uddannet Spirituel Integrativ Krops- og Psykoterapeut fra Tobias-skolen. Det er pt. den mest omfattende og helhedsorienterede psykoterapeutuddannelse i Danmark. Læs mere om mit fantastiske uddannelsested her: Tobias-skolen.
Jeg er medlem af FaDP – din sikkerhed for, at jeg har et solidt både uddannelses- og branchemæssigt tilhørsforhold og at jeg løbende efteruddanner mig og modtager supervision. Læs mere om Foreningen af Danske Psykoterapeuter her: FaDP.
Oprindeligt er jeg universitetsuddannet indenfor sprog og pædagogik. Men jeg har størstedelen af mit arbejdsliv arbejdet med mennesker – både voksne og børn. Senest som skolestøtte for børn i indskolingsalderen.
Jeg har personlig erfaring med at stå midt i livet og pludselig miste overblik, retning og mening med det hele. Jeg valgte at ændre livsretning og at begynde at lytte til min indre stemme, som længe havde hvisket mig i øret, at jeg ikke var på rette vej. Jeg opsagde mit daværende job og begyndte at uddanne mig som psykoterapeut.
Jeg har erfaring med fødselstraumer, sensitive børn og OCD i nærmeste familie. Jeg er et spirituelt menneske og arbejder ud fra den overbevisning, at krop, sind og sjæl er et hele og derfor ikke kan tilgås særskilt.
Min rette vej er at bruge min livserfaring og min indsigt til at hjælpe mennesker med af finde vej i livet og i sig selv.